VED KLIK HER KOMMER DU ALTID TILBAGE TIL FORSIDEN.

Hunde vi savner og mindes

Denne side er tilegnet vores hunde, som vi elskede, men som desværre ikke er blandt os mere. Vi savner dem, men tænker med glæde tilbage på de dejlige oplevelser vi havde sammen.

 

Klik her for at gå til siden om andre hunde, som vi har kendt, men som desværre heller ikke er mere.
AG2 SP2 Dinah - Født: 21. Januar 1994 - død: 02. Marts 2005

Kaldenavn: Dinah (ikke stambogsført).

Race: Schæferhund

Ag-nr.: 307

Så skete det igen - den ufattelige sorg man oplever når en gammel god ven dør. Den 28. december 2004 var Dinah hos dyrlægen pga. en hurtig voksende knude i lysken. Hun havde i følge dyrlægen galoperende leukæmi. Og dyrlægen sagde, at nu ville det kun gå ned ad og det ville gå hurtigt. Hele familien var i sorg. Dinah så jo stadig glad og frisk ud. Hun løb rundt med sine elskede gummidyr og legede også stadig lidt med Wilma, så at det pludselig skulle slutte var ingen rigtig forberedt på. Godt nok var hun næsten 11 år og det er da en ret pæn alder for en schæfer, men hun var stadig kvik og legesyg som en hvalp. Så vi besluttede at udskyde aflivningen indtil Dinah selv sagde til.

Heldigvis var mine forældre i Danmark for at fejre jul og derfor fik vi alle mulighed for at sige ordentlig farvel til Dinah. Efter nytår rejste de tilbage til Frankrig. Dinah har lige siden stadig været i fuld vigør, har spist normalt, leget med sine gummidyr og gået lange ture. Især turene på stranden satte gang i hende og hun løb rundt og fjollede.

Men pludselig d. 2. marts 2005 ville hun ikke spise, hun kunne næsten ikke rejse sig, var utrolig kontaktsøgende og ville ikke ud. Hun begyndte at få vejrtrækningsproblemer. Et tegn på at kræften var gået i lungerne og så var der ingen tvivl. Det var tid til den værste beslutning. Dinah blev aflivet samme eftermiddag til stor sorg og savn for os alle. Hun var den dejligste og  gladeste hund, som vi alle har elsket højt. Hun vil altid være savnet.

Dinah's historie

Efter vores tidligere schæfer, Citta's død skulle vi egentlig slet ikke have haft hund igen, men et års tid senere skulle en af min mors kollegaer ha' en schæferhvalp. Hvalpene boede kun et par veje væk, så mine forældre skulle bare lige hen og kigge og da de kom hjem var Dinah bestilt. Jeg boede ikke hjemme på det tidspunkt, men alligevel tog jeg mig en del af træningen og det blev begyndelsen på mit "hundeliv".

Dinah var min første agilityhund. Dinah var som hvalp en sund og rask hund med energi for 10 hunde og mod på tilværelsen. Da hun var 6 mdr. gammel, så jeg en annonce i lokalavisen om agilitytræning og så tog vi ellers af sted til vores første undervisningsdag i efteråret 1994.

Dinah var jo nok lidt ung på det tidspunkt, men vi startede stille og roligt, og hun var f.eks. ikke over A'et før hun var et år gammel.

I maj 1995, da Dinah lige var fyldt 15 mdr. var der et stævne i Helsingør og det meldte vi os til "bare" for sjov. Jeg troppede op til stævnet med hund og startbog og intet andet og troede jeg var hjemme om et par timer. Ha Ha, der blev jeg vel nok klogere efter flere opringninger hjem fik vi bragt en stol, lidt varmere tøj, noget at drikke og en madpakke - hvem kunne da også vide at sådan et stævne tog en hel dag???

Men så skete der jo bare lige det, at hunden løb rigtig godt og vi fik vores første oprykningsplacering i agility med et fejlfrit løb og placering som nr. 5. Det var jo næsten for godt til at være sandt; så det måtte lige prøves en gang til! Så i juni tog vi til DKK's stævne i Hillerød med en del mere udstyr - man bli'r jo klog af skade - og så fik vi søreme en placering i spring som nr. 2.

Så var der jo faktisk gået sport i det og måneden efter i Hvalsø fik vi 2. oprykning i spring med en 3. plads. Og så fortsatte vi ellers med stævnerne.

Dinah var en meget stabil og næsten altid fejlfri, men særlig hurtig var hun ikke på agilitybanerne og med de mange border colliers indtog i dansk agility blev det sværere og sværere for hende at gøre sig gældende. Efter nogle år begyndte hun at stoppe op foran spring og selvom hun blev undersøgt på kryds og tværs, så var der intet galt, som dyrlægerne kunne finde. Senere da jeg opdagede hundekiropraktorer fandt vi dog ud af at hendes ene skulder var slået skæv og det har sikkert været det som gjorde at hun ikke længere syntes om at springe. Slalom har dog altid været hendes yndlingsdisciplin og lige meget hvor gammel hun blev så smuttede hun straks en tur igennem, hvis jeg satte en slalom op i haven.

De sidste år levede hun en fredelig tilværelse hos mine forældre. Gik lange ture og hyggede sig med sine gummidyr og bolde.

Farvel min elskede ven!

Dinah - 10 år gammel

Dinah og Frida i skoven - billedet er taget kort tid efter jeg fik Frida.

 

Dinah og Frida - julen 2001

Wilma, Frida og Dinah i efteråret 2004. Det var ikke nemt at få dem alle 3 med på en gang.

Dinah, Frida (hvidt bag Dinah) og Wilma hygger sig 2. juledag 2004.

Dinah fejrer sin 11 års fødselsdag d. 21. januar 2005.
Citta - Født: 11. Februar 1983 - død 9 år senere.

Kaldenavn: Citta (=stambogsnavn).

Race: Schæferhund

Far: Negus Vom Kirschental

Mor: Lille-Nollers Hexe

Da min familie og jeg i 1982 flyttede i hus syntes vi hurtigt, at vi manglede en stor vagthund, når min far var ude at sejle. Valget faldt på en schæfer. Vi fik hjælp fra alle mulige schæferfolk til at vælge den helt rigtige og i Haderslev var der et kuld med den helt rigtige sammensætning.

Vi kørte til færgen og sejlede over til Nyborg for at møde opdrætteren og den lille nye hvalp de havde valgt til os. Og hun var bare dejlig. Hun havde aldrig gået i en snor før, men da jeg satte den på hende gik hun bare troligt med mig. Fra den dag af var hun min hund.

Citta var en utrolig dejlig schæfer med et vidunderligt temperament. Hun var lige så god som dagen er lang. Og gik fint i spænd med Brit. Hun voksede hurtigt op og blev en stor dame på 65 cm. Der var dog en ting som ikke var så godt - hun havde hofteledsdysplasi og det så meget, at hun pludselig en dag som 7 måneder gammel ikke kunne rejse sig. Opdrætteren sagde, at hun var den eneste i kuldet og vi kunne da bare få en ny hvalp. Men nej, det kunne ikke komme på tale - for vi elskede jo Citta. Hun blev opereret og fik det rigtig godt. Gennem hele resten af sit 9-årige liv fik hun lov til at bestemme farten - ikke at hun nu tog det særlig meget med ro. Hun var en utrolig legesyg og glad hund, som ikke lod sig hæmme af sin dysplasi. Det eneste, der afslørede sygdommen var en meget veludviklet forkrop, som hun brugte til at kompensere for svagheden bag til.

Citta var min bedste ven, hun var altid parat til at lytte til mine problemer og hun forstod selvfølgelig det hele. Hvis jeg var ked af det kom hun hen og puttede sit store hoved i skødet og slikkede mig i ansigtet.

Da Citta var 9 år gammel blev hun pludselig syg, hun var meget anderledes end hun plejede. Vi kunne ikke rigtig finde ud af hvad der var galt - hun virkede nærmest deprimeret. Min lillebror tog hende derfor til dyrlægen. Hendes livmoder var fuldkommen betændt og det havde bredt sig. Der var derfor ingen anden udvej end at aflive hende.

Jeg glemmer aldrig den dag, da jeg kom hjem fra skole og skyndte mig at tage ned til mine forældre for at se til hende og hun bare var væk. Det tog mig lang tid at komme mig over,  at jeg ikke fik sagt farvel. Men jeg har dog tilgivet min lillebror og accepteret, at det var det bedste for Citta. Hun vil altid være savnet. 

Brit - Født 24. juni 1975 - død 13 år senere 

Kaldenavn: Brit (=stambogsnavn).

Race: Cocker Spaniel

Farve: Rød

Brit var min families første hund. Jeg glemmer aldrig den dag vi fik hende. Jeg var til fødselsdag hos en pige i min skoleklasse, da jeg kom hjem var der ingen hjemme?? Ingen havde sagt noget om, at de skulle noget så jeg ventede pænt. Senere kom min farmor forbi og fortalte, at de var blevet noget forsinkede. De var bare kørt en lang tur. Jeg blev godt nok noget sur over, at de bare sådan var kørt. Så jeg tog mine rulleskøjter på og gik ud for at lege.

Brit soler sig på terassen.

Der gik en del timer og jeg begyndte at synes det var ret underligt. Endelig så jeg bilen og nu skulle de havde at vide at det "var bare for tarveligt" sådan at stikke af.

Da jeg så kom derhen fik jeg overrakt en lille rød klump og så var alt glemt.

Mine forældre og bror havde været langt nede på Sydsjælland et sted og hentet denne smukke og vidunderlige lille hvalp.
Brit var alletiders familiehund. Hun passede på familien, når min far var ude at sejle og hun var der altid, når jeg kom hjem fra skole - glad og parat til sjov. Hun var en ægte cocker spaniel med stort C - stædig, egenrådig, vild med mad og alligevel en rigtig puttehund.

Brit var der gennem næsten hele min barndom - det svært at huske en tid, hvor hun ikke var en del af familien. Hun måtte desværre aflives pga. livmoderbetændelse kombineret med dårligt hjerte i en alder af 13 år. Hun er stadig den kønneste, dejligste og mest karakterfulde cocker jeg har mødt, kun Dorte Lauritsens Boban nærmer sig og ham kan jeg heller aldrig holde fingrene fra. Jeg må lige kramme ham lidt. Brit er meget savnet af hele familien.

Brit, min lillebror og jeg på ferie ved Vesterhavet.

Brit hygger sig under skrivebordet på mit værelse.

Brit i smuk profil.