Friskies Cup - Sopot i Polen 2001

Stævne i Polen

Som IAL repræsentant får jeg mange henvendelser og invitationer til stævner i udlandet. En gang i løbet af 2000 fik jeg en invitation til Polen til 1st. International Agility Championship. Jeg sendte den videre til et par stykker fra klubben og tænkte egentlig ikke mere over det.

Så i løbet foråret 2001 viste det sig, at Regin Reinhard havde haft kontakt med arrangørerne og var blevet inviteret til at være dommer ved stævnet. Og vi blev så enige om, at arrangere en tur derned og med lidt rundspørge og e-mails viste det sig hurtigt at folk var friske på at køre helt til Polen for at tage til stævne.

Vi endte faktisk op med at være en ret stor dansk delegation:

- Linda J. Philipsen med lånehunde; border collierne Balou og Tim, samt Regin Reinhard uden hund

- Pia Metz med sheltierne Tawi og Chip

- Karin Rasmussen med dværg pinscher Theo

- Niels Frederiksen med fru Janne og border collierne Never og Simba

- Peter Crone med kæreste og mor og border collierne Uzi og Max (Max skulle dog ikke deltage)

- Ingo og Birgit Borchert med deres hunde Sussi og Knud

- Tina Skotte Rindom med mor Helle og sheltie Trine

- Eskild (Jens Eskildsen) og Vicky med border collie Dusty og labrador Nick

... og så Frida og jeg.

Altså i alt 14 hunde og 16 mennesker.

Køreturen

Efter længere tids planlægning af ruter og indsamling af information om Polen var vi endelig klar til at køre.

Om natten til den 20. juni 2001 kl. 2.30 kørte jeg hjemmefra og så først til Helsinge for at hente Regin, Linda og Balou, herefter til Hvidovre for samle Helle op. Hendes datter Tina og hunden Trine var allerede dagen før taget med toget til Jylland for at køre med Pia Metz.

Og så kørte vi ellers mod færgen i Rødby. Her mødtes vi så med de 2 andre sjællandske biler, så vi kunne køre videre mod Polen i samlet flok. Jyderne mødtes også og fulgtes ad til en rasteplads efter Berlin, hvor vi så samledes alle sammen. Så det var ren kortegekørsel til Polen.

Stort set alle fordomme om at rejse i Polen blev gjort til skamme. Vi stødte ikke på nogen gangstere eller personer, der på nogen måde virkede truende eller ville stjæle vores hunde eller biler. Faktisk virkede polakkerne ualmindelige flinke og imødekommende, men flertallet er pænt elendige til andre sprog end polsk og en smule tysk.

Ved den polske grænse blev vi ikke gennet ud af bilerne af maskinpistol bevæbnede vagter, men der var alligevel lidt sure miner hos et par danskere. Ikke fordi det gik langsomt (faktisk var det tyske paspoliti meget sløvere, da vi skulle hjem igen), men fordi de med hunde havde betalt op til 115 kr. for et dødsygt stempel på sundhedsattesten, der skulle afleveres ved den polske grænse. Men påtænkte den polske vagt at beholde kopien med stemplet - næ nej, han gad dårligt nok glo på den!

De polske veje er ikke synderligt ringere end de danske, på nær at deres motorvejsnet er ret behersket, så stort set hele vejen gennem Polen (330 km) kørte vi på motortrafikvej eller landevej. Puha - det tog lang tid, men frem kom vi da. Hastighedsgrænser findes, men det er helt sikkert ikke noget polakker overholder, men ud over det, så kører polakkerne også pænt bil.

Eventuelle miljøproblemer mærkede vi ikke meget til. Hele vejen til Gdansk var der gule marker og grønne skove, og ingen osende skorstene. Vi brugte en del af køretiden til at tælle storke. Aldrig har jeg set så mange og polakkerne gør meget ud af at sørge for redepladser til dem.

Der var generelt rent og pænt langs vejene og i byerne - næsten renere end i Danmark, og flere gange stødte vi på fejebiler - noget man faktisk sjældent ser herhjemme. Og så nyder polakkerne åbenbart at pynte deres altaner og haver med en overvældende mængde farvestrålende blomster, så turen til og fra Gdansk var faktisk en rigtig smuk tur. På både ud- og hjemturen stoppede vi på nogle flotte og meget rene tankpladser, med et kioskudvalg lig de danske tankstationers, indbydende spisesteder og meget fine toiletter.

I den del af Polen hvor vi var, virker landet på ingen måde som et tidligere østland, men er helt på højde med lande som Tyskland og Østrig. Vi så dog også et par landevejsludere og børn, som kæmpede for at komme til at pudse bilruderne, men det der var mest af langs vejene var boder med kantareller, bær og honning.

Hotellet

Efter en meget lang køretur nåede vi endelig frem til hotellet ved seks-tiden om aftenen. Men her var alt kaos og hotelværten virkede total ukompetent og sagde bare: " einen Augenblick" og uddelte de samme værelser til flere på én gang. Til stede var heldigvis landsformanden for den polske sportshunde union og med nogle resolutte og meget bestemte polske gloser fik hun ordnet sagerne.

Men så var der selve lige hotellet, der var af en sjældent set ringe standard. For det første lå det al for langt væk fra stadion, hvor stævnet blev afviklet, men det var også al for ringe vedligeholdt og servicen var ikke værd at skrive hjem om. Selvom det kun kostede 60 kr. i døgnet at overnatte, så burde standard have været lidt bedre. I hvert fald burde arrangøren havde gjort mere ud af info omkring hotellet, så deltagerne kunne havde taget stilling til, om de ville bo der eller et andet sted. Det kunne arrangøren ikke være bekendt over for nogen. Mit værelse var meget fugtigt og hver aften var sengetøjet klamt og vådt og ikke særlig rart at komme i, så det var bare at putte sig under dynen med Frida og vente på at kropsvarmen fik tørret sengetøjet, så man kunne sove.

Fredag aften var der middag for specielt inviterede deltagere, dommere og arrangøren, og her havde Regin også fået booket alle danskerne ind. Vi blev beværtet med mad og drikker (steg, ting i gelé, vodka, vand, saft, kaffe) og polske folkedansere og sang. Desværre var vi alle meget trætte efter den lange køretur og kunne derfor ikke rigtig nyde det.

Stævnet

Lørdag morgen skulle vi så af sted til stævnet. Der var ca. 15 biler, som skulle køre sammen og arrangøren ville guide os de 35 km ind til Sopot. En polak skulle køre foran, mens en anden kørte bagerst. Fin teori - dårlig praksis. Polakken i den forreste bil kørte, som en vanvittig i høj fart. Alt mens regnen væltede ned og omdannede vejene til søer, samtidig med at der var en del morgentrafik. Så pludselig var han bare væk - da ingen anede, hvor vi skulle hen - ja, hvad gør man så, stopper og holder stille og venter på den bagerste guide. Sådan en 15 biler kan nu skabe en smule trafikprop, så det fik vi så også prøvet. Men endelig kom den bagerste bil frem og fik guidet os i et fornuftigt tempo til stævnepladsen.

Selve stævnet blev afholdt på et ret stort atletikstadion. Der var cafeteria og lidt væk fra ringen var der stande, spise/drikke-boder og et legeland for børn. Det var faktisk ret flotte rammer for et agilitystævne.

Vi skulle starte med en indmarch med orkester og folkedansere, men pga. regnen måtte det desværre aflyses. Det var lidt ærgerligt for arrangørerne havde gjort meget ud af det. Men heldigvis klarede vejret op i løbet af et par timer og blev dejligt med sol og varme og snart var alt tørt og godt igen. Vi havde masser af tid for arrangørerne havde ikke rigtig troet på at Regin's planlægning kunne holde og havde kalkuleret med dobbelt tid til hver hund, så stress var der ikke meget af.

Den danske lejr ved stævnet.

Banen var ret ny og lånt i Tyskland og havde ingen klager over nogen af forhindringerne. Springoverliggerne var dog tynde og røde, hvilket måske som bekendt ikke er den mest velegnede farve, så der blev revet for meget ned. Administrativt blev stævnet afviklet på edb og med el-tid. El-tiden var dog ligegyldig, for der var intet display og tiderne blev ikke speaket. Officials var der rigeligt af og de var meget villige til at gøre deres bedste.

Frida nyder en pause og har hugget stolen.

Resultater

Deltagernes niveau var generelt ret højt. Der var ingen klasse 1'ere og deltagerne leverede en flot international konkurrence. Og det var en kæmpe fornøjelse at overvære de mange for os usædvanlige racer løbe.

Danskerne, Hollænderne, Østrigerne og Viceverdensmesteren fra Belgien var langt fra dominerende med deres bordere og sheltier. Rusland, Letland og Ungarn var nok de lande, der stillede med de stærkeste hunde, men selvfølgelig markerede danskerne sig også.

Af de resultater jeg kan huske, så løb Vickie med Nick sig, som den ene af kun 2 fejlfrie, ind på 2. pladsen i agilityløbet om lørdagen. Søndagens springløb vandt Eskild med Dusty.

I parklassen om søndagen vandt Linda/Tim sammen med mig og Frida og vist nok blev Niels/Simba og Peter/Uzi nr. 2. Desværre glemte arrangørerne at uddele en præmie for parklassen, så det blev aldrig annonceret, at vi faktisk havde vundet og var drønstolte af det, så det var lidt skuffende.

I lille parklasse vandt Tina/Trine vist nok sammen med Floor/Bommeltje (fra Holland). I den sammenlagte individuelle konkurrence om lørdagen endte Niels/Simba på en 5. plads og Linda/Tim på en 12. plads. Tina/Trine var blandt de 10 bedste hos de små hunde

Der var desværre en del uforståelige ting omkring resultaterne og især om måden hvor på stævnets bedste hunde blev fundet. Det var meningen at det skulle være FCI regler, men det var det langt fra. Trods Regin's ihærdige forsøg fandt vi aldrig rigtig ud af deres regnemetoder. Og et ellers udmærket arrangement blev således meget skæmmet af tvivl og manglende forståelse for, hvorledes de bedste sammenlagte individuelle og de bedste hold om lørdagen, om søndagen og sammenlagt blev fundet. Vi var ikke i tvivl om, at der er sket flere fejl under resultatberegningen. Meget uheldigt når nu præmierne var henholdsvis 1.500 DM, 1.000 DM og 500 DM. Og endnu mere ærgerlig, når vores hovedregning umiddelbart ville placere Niels/Simba på præmieskamlen og muligvis også Tina/Trine.

Frida hviler, mens orkestret spiller til den afsluttende indmarch.

Afslutning

Som afslutning på stævnet skulle der være indmarch, med orkester og folkedansere. Nu hvor den indmarch, der skulle have indledt stævnet blev aflyst, så skulle denne indmarch gennemføres. Så hornorkesteret spillede løs og så skulle alle deltagerne ind med flag først og et skilt med landets navn. Også var der musik og taler i lange baner. Frida var så træt at hun simpelthen bare smed sig ned midt i det hel og snorksov. Sådan et hornorkester kunne da ikke hyle hende ud af den.

Så blev alle vinderne kaldt frem individuelt og hold og fik overrakt deres præmier. Klap. klap og nationalsang fra hornorkesteret. Derefter blev hvert land kaldt frem og hver deltager fik sit diplom for deltagelse, en 32 cm høj pokal, og trykkede hånd med præsidenten den polske sportshunde union. Det tog en hulens tid og vi var alle trætte efter en lang weekend.

Der var pokaler til alle deltagere.

Hygge i Sopot

På vejen hjem fra stævnet havde alle vi danske et utroligt hyggeligt besøg på et pizzaria nær stadion søndag aften og her kunne ekspedienten heldigvis godt engelsk, så vi vidste hvad vi fik og blev samtidig gjort opmærksom på, at bestilte man en ret stor familiepizza, så fik man en medium (alm. dansk str.) gratis med i købet. Så tre og tre deltes vi om at investere mellem 50,- og 80,- kroner i hvad der svarer til 3 danske pizzaer. Og hvilke pizzaer - de var helt fantastiske. Tænk, at man skal opleve at få sit livs bedste pizzaer i Polen (og den dårligste fik jeg engang i Rom).

Da vi ønskede at holde øje med hundene i bilerne, der var parkeret på bagsiden af pizzariaet, så lånte vi vi stole og bord af stedet, supplerede med et par picnicborde og aftensmaden blev så indtaget ved en P-plads for et større boligbyggeri midt i byen. Pizzariaet bad os flytte lidt bort fra døren, så pizzabudet kunne komme til, men ellers kom de bare ud en gang i mellem og smilede overbærende. Samme aften gav Eros Ramazotti udendørskoncert i byen, så vi havde musik til maden. Det var næsten som i Lady og Vagabonden - en oplevelse, som sent vil blive glemt.

Hjemturen

Mandag efter en god nats søvn var der jo så bare lige hjemturen. Jeg startede morgenen med at rive en gammel forstuvning i foden op, så jeg kunne ikke gå og slet ikke køre bil. Heldigvis var jeg jo ikke alene af sted og der var 3 andre, som kunne køre min bil. Vi startede med køre til en nærliggende by og købe lidt af hvad der nu er billigt i Polen.

Og så gik turen ellers hjemover så hurtigt som vi overhovedet kunne. Jeg nåede hjem tirsdag morgen kl. 04.30 og gik direkte i seng. Så var det ellers op og til møde på arbejde med gæster fra Tyskland kl. 09.00. Da mødet var slut kørte jeg direkte hjem i seng og sov til næste dag.

Konklusion

Det var en rigtig god tur med mange oplevelser, men jeg tror nu ikke lige jeg tager turen til Polen igen foreløbig. Polakkerne arbejder hårdt for at komme op på vores niveau, men mangler stadig en del. Men de skal nok nå det inden for en overskuelig tid.

Jeg har modtaget invitation til at komme igen i år 2002, men nej....

Men en anden tur, som denne til et andet sted er jeg helt klart frisk på. Det var en hyggelig tur med overvejende positive oplevelser og en sjov måde at være "Danmarks repræsentanter" på i det fremmede. Og det var en flok dejlige mennesker og hunde at være sammen med, så tak til Jer alle!

Tilbage til agilitysiden.